logo

Frosne frugter og grøntsager: Et næringsrigt alternativ til de friske

Tanja Mortensen / 4. jul. 2024 / Ernæring

Nogle friske frugter og gulerødder samt nogle frosne poser grøntsager og frugter

Danskerne vælger primært friske frugter og grøntsager, mens de frosne varianter bliver glemt eller fravalgt. Nogle danskere har opfattelse af at friske frugter og grøntsager er sundere og mere næringsrige end de frosne. Men hvad siger videnskaben?

Graf der viser danskernes indkøb af forskellige fødevaregrupper

Billede taget fra DTU’s rapport Næringsstofsindhold i frosne frugter og grøntsager, der viser en væsentlig forskel mellem danskernes indkøb af de friske og frosne frugter og grøntsager.

DTU’s undersøgelse

DTU Fødevareinstituttet undersøgte næringsindholdet i en række frosne produkter for Fødevarestyrelsen.1 Undersøgelsen omfatter syv forskellige frugter, 16 grøntsager og otte kartoffelprodukter (f.eks. pomfritter), alle i frossen tilstand. Resultaterne er blevet sammenlignet med tilsvarende friske produkter.

Resultatet for grøntsager

En af de mest markante fund i undersøgelsen er, at der generelt er mere vand i de frosne grøntsager end i de friske. Dette skyldes sandsynligvis, at grøntsagerne blancheres inden nedfrysning, der kan føre til den øgede mængde væske.

Næringsstofindholdet pr. 100 gram er derfor en smule lavere i nogle af de frosne grøntsager. Der er en variation imellem dem. Dette betyder, at nogle frosne grøntsager næsten har samme indhold som de friske, mens andre har mindre. Der vil også være lidt mindre af de vandopløselige vitaminer i de frosne grøntsager som er kogt ud i vandet under blanchering.

Resultatet for frugter

For de undersøgte frugter er det anderledes. Frosne frugter, herunder ananas, blåbær, hindbær, jordbær og mango, viser ingen forskel til sammenligning med de friske frugter. Dette skyldes, at frosne frugter ikke gennemgår blanchering før nedfrysning.

Praktiske fordele ved frosne produkter

Selvom de frosne grøntsager har lidt lavere næringsstofindhold, er de stadig et fremragende valg, især for dem, der har en travl hverdag. Frosne grøntsager kræver ingen forberedelse og kan hurtigt tilføjes til måltiderne, hvilket gør det nemt at inkludere flere grøntsager i kosten. Desuden har frosne grøntsager en længere holdbarhed, hvilket reducerer madspild.

Mulige forskel er måske mindre end ovenstående resultat viser

Undersøgelsen har ikke taget højde for, hvordan lagring af friske produkter i køleskab og frosne produkter i fryser påvirker næringsindholdet. Ligeledes er der ikke undersøgt indholdet i tilberedte friske og tilberedte frosne varianter. Alligevel giver undersøgelsen en solid indikation af, at frosne frugter og grøntsager er et sundt og næringsrigt alternativ til friske produkter.

Så næste gang du handler, kan du med god samvittighed fylde fryseren med frosne frugter og grøntsager. De er et godt alternativ, der hjælper dig med at få dine 600 gram frugt og grønt dagligt selv på travle dage.2

Andre indlæg