logo

Kartoffel-porre suppe – Vegansk og laktosefri

Tanja Mortensen / 20. sep. 2024 / Opskrifter

Kartoffelsuppe med kikærter og græskarkerner på toppen

Denne kartoffel-porre suppe er nem at lave, smagfuld, laktosefri og vegansk. Ved at vælge glutenfri brød til, kan du nemt lave den glutenfri. Den er perfekt at lave i løbet af efteråret og vinteren, da porre er i sæson hele den periode.

Retten er velegnet, uanset om man er sund og rask og dermed skal følge de officielle kostråd1, eller hvis man har en sygdom som hjerte-kar-sygdom, diabetes eller nyresygdom. Alle kan være med.

Næring

Den gøres mættende ved at tilføje kikærter og græskarkerner ovenpå. Dette bidrager også med protein til retten. Samtidig får man en del af de anbefalede 100 gram tilberedte bælgfrugter dagligt.

Suppen bidrager også med en del af de daglige anbefalede 600 gram frugt og grønt.

Kokosmælk og mulighed for kaliumreduktion

I opskriften bruges der light kokosmælk. Du kan selv bestemme om, du foretrækker light eller almindelig kokosmælk. Jeg vælger ofte light, da dette er mere kalorielet. Det er dog en præference både i forhold til mængden af kalorier og smag, hvad man ønsker i sin ret. Begge dele kan fungere lige godt. Har du behov for ekstra kalorier, så vælg gerne almindelig kokosmælk.

Hvis du vælger at fordoble opskriften, ville jeg vælge en almindelig kokosmælk og i stedet bruge ekstra vand, hvis man fortsat ønsker den kalorielette version.

Dette er en god måde at spare penge i retten, da light kokosmælk som regel er fortyndet med vand. Hvis du ønsker flere kalorier, kan du selvfølgelig bruge to almindelige kokosmælk.

I bunden af opskriften kan du finde informationer om, hvordan du kan lave retten kaliumreduceret, hvis du har en nyresygdom, og skal begrænse kalium.

Kartoffel-Porre Suppe - Vegansk
Ca. 2-4 personer
Ingredienser

  • 1 stort løg

  • 3 - 4 fed hvidløg

  • 0,5 - 1 hel chili

  • 2 porre

  • 1000 gram skrællede kartofler

  • 1 dåse light kokosmælk

  • 0,5 tsk. salt

  • 2 tsk. karry

  • 0,5 tsk. tørrede ingefær

  • 5 - 7 dl vand afhængig af ønsket tykkelse

  • 1,5 terning grøntsagsbouillon

  • Evt. Citronsaft

Fremgangsmåde

Skræl og rengør alle grøntsager

Skære dem alle groft i tern

Kom det hele i en gryde med krydderier, kokosmælk, vand og bouillon

Lad det koge i ca. 30 minutter

Blend det hele med en stavblender i gryden

Ved servering kom da gerne lidt citronsaft på, det giver lidt syre

Note

Servere gerne med ristede kikærter og græskarkerner på toppen. Dette giver sprødhed, mæthed og protein til retten. Find opskriften på ristede kikærter her.

Det går også rigtig godt med brød til.

Til dig med nyresygdom

Denne ret kan laves kaliumreduceret.

  • Kog alle grøntsager i rigelig vand

  • Hæld kogevandet ud, da det nu indeholder meget kalium

  • Tilføj nu nyt vand sammen med krydderier og bouillon

  • Blend det hele sammen

Da kokosmælk indeholder meget kalium, anbefaler jeg man dropper det. Man kan i stedet, når retten er blendet, runde suppen af med plantefløde. Prøv f.eks. havre- eller ris cuisine.


OBS. Du skal aldrig reducere dit kaliumindtag medmindre, du har fået det at vide af din læge, sygeplejerske eller kliniske diætist. Det anbefales, du altid får individuel diætvejledning af en klinisk diætist med speciale i nyresygdomme.

Andre indlæg